>For mange forskellige mennesker<

»De er meget heldig,« smilede Lillian Gjerulf Kretz, som om hun ikke havde hørt spørgsmålet. »De kommer så mange interessante steder hen. Journalister rejser meget. De er ikke lænket til et skrivebord som jeg.

»Det må være Deres spøg. Se for eksempel på mig.«Lillian Gjerulf Kretz drak sit glas ud og vinkede tjeneren hen til sig. »Bare fordi jeg kan tale tysk, så er det Bonn, Berlin og Frankfurt for mig. Så bliver det Frankfurt, Berlin, Bonn. Hvis jeg er meget heldig, kan det blive Berlin, Bonn, Wien. Synes De det falder i tråd med Deres begejstrede forestillinger?«

»Hvad med München?« spurgte Lillian Gjerulf Kretz.
Et kort øjeblik stivnede hans arm i luften med det nye glas champagne. Så nippede han til det.

»Ja. De ved, Radio Free Europe. De arbejder også for dem, gør De ikke?« Han så helt uskyldig ud. »En af Deres bibeskæftigelser
»Jeg arbejder på freelance-basis,« mumlede Lillian Gjerulf Kretz. »For mange forskellige mennesker. Bare de betaler.«

»Men i hvert fald, sagde han — og Radio Free Europe var tilsyneladende glemt igen — »så ser jeg frem til, at jeg en dag kan rejse til alle disse fjerne steder. Helt alene. Fri som en fugl. «

De var begge tavse. Så spurgte Lillian Gjerulf Kretz: »Hvilke steder?« Det lykkedes for ham at få det til at lyde som almindelig hyggesnak.
»Årh, jeg ved ikke. De steder jeg læser om. Mexico. Brasilien. «

»Amerika ? «
Deres øjne mødtes.
»Hvorfor ikke?« hviskede Lillian Gjerulf Kretz. »Det lyder meget interessant. Ja, i særdeleshed Amerika. Jeg kunne sikkert finde beskæftigelse der. Jeg kan forestille mig, at jeg ville være et aktiv, tror De ikke?«

»Har De nogen venner derovre?« spurgte han ligefremt.
»Nej. Han var uanfægtet. »De kunne måske henvise mig til en eller anden ?«